Kreativitetens power – når livet slår...

Når nogen finder en bagvej ind til mit indre, uden at jeg opdager det før de står der, og begynder at "rode rundt" uden tilladelse, så er min reaktion ofte vrede efterfulgt af panik og angst for, at det rod, de har foretaget, bliver permanent.

Hvis vi sammenligner det med et indbrud i vores hjem, så er det meget naturligt at vi reagerer voldsomt. Bare tanken om at en fremmed uden varsel og invitation trænger ind i vores hjem og begynder at rode og smadre, er nok vel i sagens natur nok til at få sveden frem på panden hos de fleste.

Heldigvis sker det ikke så ofte, at jeg lader en bagdør stå på klem på den måde, men når det sker (jeg er ikke perfekt, så nogen gange smutter det), så rammer det også rigtig hårdt.

For ikke så længe siden havde jeg en mindre konfrontation med et nært familiemedlem, og det efterlod mig med et indre, der var i oprør og alarm. Alt den ro og balance, jeg havde bygget op, havde for en stund forladt rummet til fordel for en følelse af kaos, mindreværd og skam.

Mit indre barn græd! Hun var forskrækket, såret og bange. Og for en stund var hun utrøstelig. Det var hjerteskærende, og jeg følte mig magtesløs.


Vi kan ikke gå igennem livet uden at blive ramt på den ene eller den anden måde. Der vil altid være nogen, der finder vej ind i vores indre og laver rav i den.
Nøglen til at komme ovenpå igen og videre af den vej, som vi var i gang med at følge, er først og fremmest at tillade os selv kærlighed og omsorg. At give tid til at pleje sår og blå mærker, samt plads til gråd og frustration, så der kan blive renset ud.

Her har kreativiteten en helt speciel magisk kraft.
For mig er det første skridt, at fokusere på én ting og kun én ting. Det bedste for mig er mit strikke- eller hækletøj og et godt eventyr på lydbog. Mine hænder er beskæftiget og min hjerne er afledt af historien. Min vejrtrækning bliver mere rolig og uroen i maven bliver mindre og mindre. Jeg giver mig selv plads til bare at være. Mit hjertes hvisken bliver igen tydelig. Jeg græder nok en del - først af frustration, og sidenhen fordi det giver luft.
Denne proces er vigtig!

Dernæst handler det om at give vores indre barn ro og fred til at komme sig helt og genfinde troen på:

• at alt ikke er tabt og forfærdeligt
• at rodet i vores indre ikke har voldt permanent skade
• og (vigtigst af alt) at se den læring, der ligger gemt i det rod, der for en stund er skabt.

For der ER læring at hente i alt det vi oplever. Det er ikke altid lige tydeligt, hvilken læring der er tale om eller hvordan den præsenterer sig selv, men den ER der. Og hvis vi giver os selv tid til at pleje sårene, de blå mærker og lader chokket fortage sig, så bliver der også plads og overskud til at se på den læring, der gemmer sig.

Hvad lærte jeg så af episoden?
Jo, faktisk så opdagede jeg, at det var en påmindelse til mig om, at fortsætte med at kæmpe for det jeg tror på - også selvom jeg vil møde mennesker, som er stærkt uenige med mig. Ikke nødvendigvis uenige med mig i at jeg skal forfølge mine drømme, men uenige i hvordan jeg forfølger dem, og hvilken pris jeg vælger at betale for det.

Episoden her fik mig til at huske mig selv på, at jeg ikke behøver at gøre alle tilpas. Eftersom det her jo ER mit liv, ja så er der jo egentlig ikke andre end mig, der bestemmer hvordan det skal leves.

MEN - min hjerne er til tider virkelig dygtig (ok, det er den faktisk på mange områder) til at få mig til at tro, at jeg skal have alles accept førend jeg foretager mig noget.
Vanvittigt, ikke!? ;-)
Heldigvis har jeg prøvet det så mange gange nu, at jeg ved hvad det er jeg skal gøre, for at finde tilbage til mig selv igen.
Og når jeg så har sundet mig, ja så erkender jeg at denne episode blot var endnu en påmindelse til mig om, at jeg skal blive ved med at tage mig selv alvorligt.

Livet holder ikke op med at slå, men vi kan lære hvordan vi takler de slag vi får, og hvilken læring der ligger gemt i slagene.
Jeg ØVER mig den dag i dag stadig på at blive ved med, at gå efter det jeg drømmer om her i livet.
??? ... Jo jeg gør. :-)
"Kan du ikke allerede det, Trine??" Jo, jeg kan langt hen ad vejen, men der er stadig meget at lære for mig. Det er dét der er så spændende ved livet. Vi lærer hele tiden, hvis vi giver os selv lov til det.

Og hvis vi giver os selv lov til at forstå kreativiteten, nysgerrigheden og fantasien, og de muligheder den gemmer på, så har vi kraftfulde værktøjer lige ved hånden, som vi kan bruge til at finde os selv igen - fx når livet slår.