Hvornår er nok nok?

Sjette indlæg i serien om det personlige lederskab.

Hvornår ved vi, at det vi mærker, ikke bare handler om, at vi har fået det forkerte ben ud af sengen?

Hvornår er det, vi mærker, ikke bare brok, men rent faktisk et udtryk for mistrivsel, og noget vi bør reagere på?


Verden forandrer sig hele tiden. Den står ikke stille.

Når nye behov opstår, forsøger virksomhederne at tilpasse sig, så de kan dække disse behov. Og vi som medarbejdere kan ”pludselig” opleve at vores arbejdsplads ændrer sig. Måske kommer der nye processer. Måske tilpasses politikker, og måske bliver tidligere processer kasseret. Alt sammen for at kunne følge med udviklingen.

Og vi (medarbejderne) skal nu til at tage stilling til, hvad forandringerne betyder det for os.

Hvad sker der med vores hverdag? Vores opgaver? Vores kolleger? Hvad nu hvis den her nye måde at arbejde på betyder nye værdier, som faktisk går imod det vi selv tror på? Vil den nye måde at arbejde på stadig understøtte, at det føles lige så trygt og godt at gå på arbejde, som det føles lige nu? Og hvad med de opgaver som jeg var stillet i udsigt?


Vi ser forskelligt på de forandringer, der sker omkring os.

Som sensitiv mærker vi disse forandringer meget stærkt. Det nye kan føles vanvittig uoverskueligt, og kan umiddelbart opleves som noget skræmmende og negativt - for virksomheden, for vores kolleger og for os.

Det kan være, at vi kan have en oplevelse af, at den nye kurs stiller krav til os, som betyder at vi skal være en anden end den vi er. For at kunne leve op til de nye ændringer. Eller at der ikke længere er brug for sådan en ”følefis” som os. Men at vi derimod skal være indstillet på flere forandringer, være mere robuste, føle mindre og arbejde hurtigere.

Har vi ikke opbygget en stærk indre base, som kan støtte os, give os en mulighed for at finde ro og balance, samt være tro imod os selv og vores indre værdier, når tingene ændrer sig, så vil vi ofte mærke disse forandringer som en tsunami der vælter ind over os, og slår os ud af kurs.


”Du skal være mere forandringsparat!”

”Du er altså nødt til at være mere robust! Det kan ikke nytte noget at du føler så meget!”

Sætninger som disse har jeg hørt mange gange, og hver gang har jeg undskyldt, forsøgt at pakke det, jeg følte, væk i en kasse, og så prøvet at fokusere på det, at være ”forandringsparat” i stedet for.

Jeg blev ved med at messe for mig selv:

”Det er også bare mig, der føler for meget!”

”Jeg må lære at blive mere som de andre! De kan finde ud af det!”

Jeg prøvede at acceptere det, der var ved at ske, ved at undertrykke det, jeg i virkeligheden følte. Jeg prøvede at tilpasse mig, acceptere de nye vilkår, så jeg kunne blive ved med at være i virksomheden.

Det var jo en god arbejdsplads, og jeg havde jo et godt lønnet job. Jeg havde også været der længe, så det ville nok være noget nær umuligt at finde et andet job, som havde lige så gode kolleger... Jeg havde det jo godt – når man lige så bort fra de der forandringer, som jeg ikke helt kunne forlige mig med.... Det måtte bare have noget tid. Jeg måtte tilpasse mig...

”Jeg er i proces med at acceptere det nye! Det skal nok komme...” sagde jeg til chefen, når han spurgte hvordan det gik.

Men det kom ikke!


Hvad end vi vil det eller ej, så bliver vi klogere igennem livet. Hver og en af os. Og det betyder, at vi forandrer os. Vi kan måske oven i købet få et nyt verdenssyn, nye meninger.

Jeg havde forandret mig. Var blevet klogere på mig selv og mine drømme for mit liv. Og den virksomhed, som engang havde passet så godt til mig, passede ikke længere. Jeg havde bare ikke opdaget, at det var det, der var sket. Jeg holdt stædigt fast i, at det her bare krævede tid at vænne sig til.

Jeg var frustreret og irriteret – oftere og oftere. Jeg var ikke så glad, som jeg plejede at være, men ”Det er også bare mig der føler for meget! Det skal jeg jo lade være med!”


Jeg siger ikke at vi skal holde op med at irritere os eller blive frustrerede! Slet ikke. Jeg tror på at vores forskelligheder og det, at vi tør sige vores mening (måske med lidt for mange følelser indimellem) er med til at flytte status quo til noget, der fungerer endnu bedre. Jeg tror på, at det bidrager til en sund udvikling.

Men jeg tror også på, at vi som mennesker (og især sensitive) har brug for, at have værktøjer, der hjælper os til at se indad og vide hvornår nok er nok.

At kunne mærke efter i os selv. At kunne se objektivt på de forandringer der sker omkring os, uden at føle os overflødige eller værdiløse. At mærke og acceptere de indre forandringer, der sker med os, når vi møder en ydre forandring, og så handle ud fra det.

Uden at føle, at det er os, der skal ændre os hele tiden for at ”passe ind”. Uden at føle, at vi skal pakke en del af os væk i en kasse og gemme den på loftet. Uden at føle at vi skal være en anden end den vi i virkeligheden er. At mærke os selv og så vælge ud fra det, vi mærker.

Vi har jo et valg! Det glemmer vi ofte.

Jeg havde også et valg! Jeg havde bare så travlt med at tilpasse mig den nye virkelighed, at jeg helt overså mig selv og mine egne behov. Jeg var blevet så vant til at ”svigte mig selv” og sætte andre før mig, at jeg slet ikke lyttede til den stemme indeni, der sagde: ”Nu er nok nok! Jeg må videre! ”


Det kræver mod at turde stå ved det, vi mærker er rigtigt, og samtidig tro på, at der findes en anden vej.

Tro mig! Jeg har selv stået der, og mærket andres undrende blikke og kommentarer, når mine følelser løb af med mig, og jeg for gud ved hvilken gang stod med tårerne trillende ned af kinderne og en stemme, der knækkede og blev for skinger.

Jeg troede meget længe på, at det eneste rigtige var, at jeg skulle lære at være mere hårdfør, mere robust og mindre følsom. Hvis ikke jeg lærte det, så kunne jeg ikke overleve i den branche jeg var i. Og kunne jeg ikke overleve – hvad skulle jeg så? Hvem havde brug for sådan en ”følefis” som mig?

Jeg havde så svært ved at tro på, at det at tage ansvar for mig selv, betød ansvar for min egen og mine relationers trivsel.

Den letteste løsning er at lade være med at handle. At indordne sig og fortsætte som vi plejer. Det er typisk også den løsning, der forvolder os størst smerte – indeni. Og med tiden, så kan vi risikere at blive så vant til smerten, at vi ikke lægger mærke til den. Vi nægter at se den – og vi opdager ikke hvor stor indflydelse den smerte har på vores liv og vores relationer. Vi opdager ikke at vi mistrives, eller føler os ”forkerte”. Vi lukker ned for alle de mange talenter vi rummer (og som verden har brug for), og forsøger at blive en anden end den vi er.

Hvis vi som sensitive hele tiden tror, det er os den er gal med. At fordi vi er sensitive, så er vi svage og sarte, og bør derfor rette ind og forsøge at være mere robuste og forandringsparate. Lige som alle de andre. Så tager vi fejl.

Følelser, empati og dybe refleksioner er virkelig stærke og power fulde talenter. Bruger vi tid på at opbygge vores indre base, finde ro indeni og lytter til det, vi virkelig mærker, så kan vi også begynde at tro på, at den base, er den der sørger for, at vi kan være i verden, som den vi er.

Der ER brug for os og de følelser vi bærer rundt på. Føles det modsat, ja så er det måske tid til at mærke efter om nok er nok der hvor du er nu!?