Jeg har i nogle år nu vænnet mig til at sætte intentionen for mit nye år.
Det gør jeg helt konkret ved at mærke ind i, hvilke ord, der skal være gældende.
Det er noget jeg faktisk også gør på daglig basis – mærker ind i hvilke ord der skal kendetegne min dag. Det gør intentionen for min dag mere tydelig. Når jeg har en form for ”overskrift” på dagen der kommer.
Og den praksis har jeg så ophøjet til også at gælde for mit år.
I år er det disse 4, der landede:
Creation.
Love.
Gratitude.
Connection.
Der er i min bog ingen regler for, hvor mange ord, der skal være for mit år.
Nogle gange er det 2 -3 ord. Andre gange er det mere.
Antallet er ikke så afgørende.
Det vigtige er, at ordene, der dukker op, resonerer indeni.
Da de landede havde jeg en følelse af ro og balance. Der var en ”Ja! Det er helt rigtigt for mit år!” sætning indeni mit hoved.
Som om hvert ord var en kær gammel ven, jeg ikke har set længe.
Præcis hvordan disse ord kommer til at tegne mit år, det ved jeg ikke endnu.
For mig er januar nemlig altid en lidt speciel måned.
Det er en ny begyndelse på en måde.
Et nyt år er som at starte på første side af en sprit ny dagbog.
Hvert uskrevne og blanke blad i bogen, repræsenterer en dag i det nye år.
Og når vi står her i begyndelsen af januar – ikke engang en uge inde i det nye år – så bliver jeg for en kort stund også lidt handlingslammet, når jeg kigger på året foran mig.
Der er så mange muligheder.
Så mange dage, som kan byde på en hel masse oplevelser og eventyr.
Jeg har for det meste altid et eller andet planlagt for det nye år. Typisk er det ferier, runde fødselsdage eller festlige begivenheder, og de store linjer, som jeg så gerne vil opnå i min lille hjerteBiz.
Men detail-planlægningen, den strækker sig kun en måneds tid frem.
Så de resterende 11 måneder... ja siderne for dem er stadig blanke.
Fyldt med muligheder.
Og med alle de blanke sider foran mig, så får jeg på en måde lidt præstationsangst. En form for kortvarig ”skriveblokering”.
Men med mine ord for året, så er intentionerne lagt, som en slags ”rettesnor” for alle de muligheder og handlinger, som året byder på.
Det giver ro indeni.
”Skriveblokeringen” bliver erstattet af handling, og præstationsangsten glider i baggrunden til fordel for nysgerrighed, fantasi og kreativitet.
Året er i gang.
Siderne er klar til at blive skrevet på.
Hvordan 2023 vil materialisere sig for mig, det glæder jeg mig til at opleve.
Har du nogle ord for dit 2023?