Sårbarheden ved at spørge
Jeg vil starte med 3 eksempler!
#1 Forestil dig, at du har brug for at spørgs om hjælp til en opgave, du har på arbejdet!
Du har næsten lige fået opgaven forklaret, men der er stadig noget, som du ikke helt forstår.
Du har spurgt en del gange for at få hjælp allerede.
Og nu har du altså brug for hjælp igen.
Måske tænker du noget i stil med ”Ej, nu er der igen noget jeg ikke kan finde ud af! Uhh, og jeg har næsten lige spurgt om hjælp.... Uhh, hvor kan jeg ikke lide at spørge igen....!!!”
Ret ofte, så kan vores perfektionisme træde så meget i karakter, at vi forbinder det med fyringsgrund, hvis vi får stillet en opgave, som vi tror vi forstår, men senere opdager, at det gør vi ikke alligevel. Og værre endnu – opdager, at vi faktisk er pænt usikre på, hvordan den her opgave skal løses.
#2 Hvis ikke det ringer en klokke hos dig, så prøv at forestille dig det her:
Du er på en arbejdsplads, hvor du ret længe har undret dig over, og også mærket konsekvenserne af, den kultur I har.
Det kan være en kultur, som hylder arbejde, der foregår langt udover normen. Vel at mærke på en jokende måde. Lidt a la ”Der er da 24 timer i døgnet – kan du ikke nå det? ”
Det kan også være en kultur, som bruger pyt-knappen på nærmest alle former for udfordringer.
Eller en kultur, hvor det nærmest er blevet et slogan, at I er så dygtige, at I sjældent begår fejl.
Kulturen på arbejdspladsen kan være et af de områder, hvor vi kan føler os meget alene med de oplevelser vi har.
Jeg havde en lang periode på min tidligere arbejdsplads, hvor pyt-knappen havde gjort sit indtog.
Du ved – de der fysiske knapper, der udsendte sætninger som ”Pyt med det!” eller ”Træk vejret!”
Der blev over kort tid opbygget en pyt-kultur, som gjorde, at vi trykkede på den knap lidt for ofte.
Så vi nærmest – uden at tænke over det – trykkede på knappen, hver gang vi mødte en udfordring eller noget, som ikke gav mening.
For mig betød det en form for indre afmagt.
Jeg havde en fornemmelse af at stå alene med følelsen af, at vi på denne her måde, eliminerede vores egen stemme. Faglig stolthed blev skubbet i baggrunden, og arbejdet blev udført som vi blev bedt om – vel vidende at vi om et halvt år kunne ende med at lave det hele om igen.
#3 Sidste eksempel handler om vores mentale helbred.
Forestil dig, at du længe har oplevet at være usikker på dig selv og dine egne evner i det job du har.
Du tvivler på, at du er dygtig nok, og du bruger ret så meget tid på, at tænke over, om det nu er dig, den er gal med. Om du overhovedet passer til det her job, hvad du dog ellers skulle finde på.
Om der er nogen, der kunne finde på at ansætte sådan en som dig, og om det dog ikke bare er fordi, du er lidt sart.
Lige her handler det virkelig om, hvem det er vi spejler os i. Hvis vi spejler os i mennesker, som ser ud til at kunne klare det, som vi selv har svært ved, så kan vi tænke, at det bare handler om, at vi skal lære at tage os sammen.
En af de ting vi oftest har svært ved, det er at arbejde med vores mentale helbred.
Vi kan i meget lang tid gå og bagatellisere og udsætte det.
Det kan enten være fordi vi:
- har en forestilling om at det tager lang tid
- tænker at det tager for meget energi
- er bange for, hvad det er vi møder i os selv.
Så vi bagatelliserer det
---
Alle 3 eksempler herover, har SÅRBARHED til fælles.
Når vi er sårbare, så udstiller vi os selv på den ene eller den anden måde.
Vi blotter os, og viser dermed vores svagheder, vores uvidenhed eller vores usikkerhed.
Det handler om vores reptil-hjernes reaktion her.
Uanset hvem vi er, så hører vi til racen ”menneske”. Og mennesket er flok-dyr.
Det har vi lært helt fra stenalderen. I flok er vi stærke – alene, så dør vi.
Selvom evolutionen har været inde over vores liv lige siden stenalderen, så har vores reptil-hjerne stadig instinktet på plads.
Når vi fornemmer fare, så reagerer vi med en af de 3 frygtstrategier, nemlig: ”Kæmp”, ”Frys” eller ”Flygt”.
Vores reptil-hjerne kan ikke skelne imellem den fare, som potentielt kan slå os ihjel, eller den ”fare” som sætter os i situationer, hvis vi kan risikere at stå alene med en mening.
Begge dele er lig med døden for den del af vores hjerne.
Men vi kan godt – ved hjælp fra vores andre hjerne-dele – resonere os frem til, at står vi alene med en mening, så er der en meget lille sandsynlighed for, at det ender med døden for os.
Når det er svært for os, at bede om hjælp, hænger det ofte sammen med tidligere erfaringer med at gøre netop det.
- Vi kan have oplevet gentagende gange, at blive afvist, når vi har spurgt.
- Vi kan også have oplevet, at den opgave, vi har spurgt om hjælp til at løse, er blevet taget ud af hænderne på os og løst af andre, der havde mere erfaring end vi.
- Eller vi kan have oplevet, at blive grinet af eller udskammet, når der var noget vi spurgte om hjælp til.
Der er sikkert flere grunde.
---
Når vi tør bede om hjælp – og træde ind i sårbarheden – så vokser vi som mennesker.
Vi bliver klogere på os selv, og på hinanden.
Vi lærer og bliver dygtigere.
Hvis vi tør dele ud af det, vi ved, og stole på, at vi kan blive beriget med viden fra andre, så ville sårbarheden pludselig blive en langt mere tryg process at være i.
Når vi spørger om hjælp, så kan vi – når vi kan mærke frygten boble indeni – øve os i, at tænke anderledes om det, der kan ske ved at spørge.
For hver gang en negativ tanke popper op, så øv dig i at supplere med 3 positive tanker.
Med tiden, så vil du opleve at der bliver mere balance i dit indre regnskab.
---
Jeg er med på, at vi lever i en verden, hvor perfekthed og ufejlbarlighed blomstrer.
En verden, hvor vi lige nu bliver bedt om at arbejde mere, længere og hurtigere.
I min bog, så harmonerer det ikke med dem vi er, som mennesker.
Og især for sensitive, så er sådan en melding med til at skabe endnu mere mental ubalance.
Jeg følger mange forskellige spændende og inspirerende mennesker, fordi jeg ved, at det at spejle sig i andre, som jeg kan mærke giver mig næring og energi, er utrolig vigtigt.
Nogle af dem jeg følger, er Mille og Cille fra Freeliving, og jeg vil gerne bruge et uddrag fra deres sidste nyhedsbrev.
”Vi her på Freeliving [...] tror på, at den enkelte skal leve i overensstemmelse med sine værdier. Vi tror på, at det umulige er muligt. Vi tror på, at vi kan skabe os selv en hverdag i frihed uden at skade nogen, og selv bestemme over egen tid.
Hvis vi ikke går forrest og ændrer på det, vi gerne vil have ændret, hvordan skal det så nogensinde ske? [...] ”
Jeg kan ikke være mere enig.
Jeg tror på, at vi kan meget mere end vi går og tror. At vi ”blot” har fået lukket for meget af for, hvad det er vi tror er muligt.
Så det jeg bl.a. arbejder for her i SensitiveL I F E er, at vi begynder at dykke langt mere ned i vores sårbarhed, og dermed også lærer den at kende.
Ved at dyrke vores nysgerrighed og åbenheden overfor os selv – og siden hinanden, så starter vi med at tage de første skridt i retning af det, vi gerne vil have ændret.
Vi kan som bekendt ikke ændre på andre, men vi kan lære os selv så godt at kende, at vi med vores væren og handlinger kan inspirere og spejle andre til, at gå ad andre og nye veje, som måske ikke har været brugt længe.