Den universelle rigtig og forkert

”Bare fordi noget er normalt, er det ikke nødvendigvis rigtig for dig. Og bare fordi noget er anormalt, er det ikke sikkert, at det er forkert for dig. ”

Udsagnet her stammer fra Mille Sjøgrens og Cille Bindslevs nyhedsbrev. Sammen har de skabt Freeliving, som er et virkelig inspirerende netværk for mennesker, der ønsker at kunne rejse og arbejde hvorfra i verden de ønsker det.

Da jeg læste den sætning, som jeg indleder med her, så mærkede jeg, hvor meget det resonerer indeni.

Det er præcis sådan jeg længe har haft det – også da jeg som ansat i IT brancen (og endnu var uvidende om, at jeg havde et særligt sensitivt personlighedstræk) jævnligt mødte sætninger som ”Sådan plejer vi at gøre, så det skal vi ikke ændre.” eller ”Jamen det er det der står i kravene, så det må vi stole på er rigtigt!”

Og jeg kom til at tænke på, at sætningen i indledningen taler direkte ind i det emne jeg kalder for den universelle rigtig og forkert.


Emnet ”rigtig” og ”forkert” synes jeg er vigtigt at bringe op.

Igennem årende har jeg set en tendens til, at vi gerne vil male vores verden meget sort/hvidt op.
Vi vil rigtig gerne vide hvad, der er rigtigt og hvad der er forkert!
At der er nuancer og undtagelser til enhver regel, lader til at være en irritations- og frustrationsfaktor, i en hverdag og verden, der igennem årene har fået mere og mere travlt.

Udover at jeg tænker det handler om manglende overskud fordi vi har så travlt, så tror jeg også, at det handler meget om, at vi gerne vil være en del af fællesskabet. En del af flokken.

At føle os som en del af fællesskabet er essentielt for, at vi som individer kan mærke, at vi er noget og betyder noget. Når vi er en del af fællesskabet, så har vi også en rolle.

Sådan er det alle steder i vores liv – i arbejdslivet, i privaten, fritidsaktiviteter, relationer osv osv.

Og for at være en del af fællesskabet, så har vi også brug for at være enige om noget. Vi er nødt til at have noget, som vi kan være fælles om. Interesser, meninger, børn, arbejde for bare at nævne noget af det.

Det med at føle sig udenfor fællesskabet er sjældent en rar følelse. Som når vi fx er den eneste i en forsamling, der mener eller gør noget andet end de andre. Eller hvis vi ikke rigtig har de samme værdisæt som dem vi omgiver os med.

Det kan føles meget ensomt at være udenfor et fællesskab.

Og det er her jeg mener, at vi ret hurtigt kan tippe over i den universelle ”rigtig” og ”forkert”.

Over årene er tonen blevet mere hård mennesker imellem. Nysgerrigheden, accepten og dialogen imellem mennesker og deres verdenssyn er blevet udvisket, og mange steder erstattet med ”Hvis ikke du er med os, så er du imod os! ” mentalitet.

Mange gange er den også forbundet med en ”hvis ikke du gør det rigtige, så må du ikke være med i hulen, Mulle!” mentalitet.

Det gør, at mennesker enten tier eller simpelthen føler sig nødsaget til at vælge en side, for at ”være med i hulen”.


Der er naturligvis regler, som vi alle har godt af at rette os efter, som fx at vi ikke må slå ihjel, at vi bør betale vores skat, osv (hvilket jo så også gør det rigtigt, når vi retter ind, og forkert når vi ikke gør).

Men rigtig og forkert strækker sig langt mere ind i vores private sfære end vi er klar over.


---
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget optaget af det særligt sensitive personlighedstræk.

Og lige præcis i konteksten ”rigtig” og ”forkert”, så mærker særligt sensitive ensomheden og udelukkelsen meget tydeligt.

Fordi vi mærker så meget som vi gør, så lægger vi også mere mærke til de signaler, som vores medmennesker sender ud. Vi kan med andre ord på egen krop mærke, når vi rammer mennesker, der går meget op i hvad ”man” bør gøre.
Hvad der er ”accepteret” og ikke.
Hvad der er sort og hvad der er hvidt.
Hvad der er ”rigtigt” og hvad der er ”forkert”.

Har vi så samtidig også i lang tid følt os ”forkert” eller ”anderledes” i andres selskab – uden helt at kunne sætte ord på hvorfor – så har vi en tendens til at tilpasse os hvad flertallet mener er rigtigt (den universelle ”rigtig” og ”forkert”).

Resultatet af den handling bliver, at vi overhører vores indre stemme (den individuelle ”rigtig” og ”forkert”), og vi bliver ved med, at føle os ”forkerte” og ”anderledes”.


Hvad der er rigtigt og forkert her i verden er 100% individuelt opfattet.
Dermed ikke sagt, at jeg er tilhænger af, at vi nu bare skal leve efter vores egne selvskrevne regler og være ligeglad med andre.

Min pointe er, at vi med rod i vores egne værdier og overbevisninger, har brug for at være bevidste om vores egen ”rigtig” og ”forkert” her i verden.
Med nysgerrighed, accept af og dialog med andre om deres syn på verden, kan vi blive klogere og udvikle på vores eget billede af ”rigtigt” og ”forkert”.


For hvis ikke vi selv ved, hvor vi står og kan hvile i at have den mening, der giver mening for os, så vil vi fortsætte med at føle os ”forkerte” i andres selskab, og have svært ved at finde balancen og den indre ro.

Vi vil opleve tankemylder, overansvar og følelses-tsunamier – og straffe os selv for, at vi har det sådan.

Når vi kender vores eget ”rigtig” og ”forkert”, så kan vi finde balancen og have tillid til, at det vi mærker, det er rigtigt eller forkert for os.

Dermed kan vi også bedre navigere i hvornår den universelle ”rigtig” og ”forkert” resonerer og hvornår den ikke gør.

Igen:

”Bare fordi noget er normalt, er det ikke nødvendigvis rigtig for dig. Og bare fordi noget er anormalt, er det ikke sikkert, at det er forkert for dig. ”