Langsomhed

L A N G S O M H E D!

Et ord, som kan tolkes på mange forskellige måder, og give mange associationer.
For hvad er langsomhed egentlig?

Er det, når vi:

• går langsomt hen ad gaden?
  
  
• bruger mere tid på at tænke og reflektere over hverdagens hændelser?
  
  
• bevæger vores krop i et langsomt tempo – sådan lidt a la tai chi?
  
  
• – 5 min efter en joke er blevet fortalt og alle andre er færdige med at grine – selv begynder at grine. For nu forstår vi endelig joken?
  
  
• er dovne og bare ligger på soffen hele dagen, og kun lige kan overskue at slæbe os ud på toilettet eller op i køkkenet?
  
  

Jeg har brugt meget lang tid på at finde ud af, hvad langsomhed er for mig.

Hvorfor? Jeg kunne jo egentlig bare lade være...?

Men jeg havde en fornemmelse af, at det betød noget for mig. At det var en vigtig del af mig.


Og jeg havde ret!

I min undersøgelse af langsomhed, så opdagede jeg først og fremmest en dyb indre ro. Og alt i mig holdt op med at larme.

Jeg opdagede, at nærværet til de mennesker, der er omkring mig, blev dybere og mere meningsfuldt. Og det blev det, fordi jeg blev mere nysgerrig på dem, og den relation vi har sammen.

Jeg blev også opmærksom på, hvilke relationer der kunne hjælpe mig i forskellige situationer, og hvem der ikke kunne.

Jeg fik plads til at fordybe mig. Ikke kun en gang imellem, men faktisk på ugentlig basis. Når jeg gav plads til det.
Muligheder, nye idéer og skabelse af disse begyndte at vælte frem.

Jeg fik en oplevelse af, at lige her – når jeg er langsom – så kan jeg meget mere, end jeg selv troede muligt.
Det føles nærmest som om verden er åben, og ”The sky is the limit”.


Lyder det som utobia?

Det kan jeg godt forstå, hvis du synes.

Når jeg læser det, jeg selv lige har skrevet, så er der straks stemmer i mit hoved, der siger:
”Jaja, slap lige lidt af, søster lystig. Sådan er det jo ikke hele tiden. Du lever jo ikke på en lyserød sky, hvor der ingen problemer er for dig!”


Og nej, det gør jeg ikke.
Indrømmet. Det er ikke ren dans på roser med et glas rosé i den ene hånd og min elskede i den anden.

Sådan mener jeg heller ikke det skal være.


SÅ hvor vil jeg så hen med al den snak om langsomhed og de positive oplevelser omkring det?


Jo!

Min pointe er, at jeg ved at implementere langsomhed i min hverdag, har fået åbnet op for sider i mig selv, som har styrket mig.

Sider, som hjælper mig med at stå fast i mit indre fundament.

Det er et værktøj, som giver mig styrken og modet til at stå fast i livet. Også selvom storme, tsunamier eller orkaner raser omkring mig.

For når jeg er langsom, så er jeg i stand til at benytte mig af helikopter-perspektivet.
Jeg kan – i selv de hårde og svære situationer – se det hele udefra. Objektivt.
Også selvom jeg mærker meget, og følelsesbarometeret truer med at eksplodere og flå mig i stykker.

Med langsomheden i hånden, så er det på en måde som at forestille sig, at en given svær situation er bygget af Lego-klodser, som jeg - klods for klods - kan skille fra hinanden og studere enkeltvis.

Og i ro og mag finde ind til selve årsagen til, hvorfor situationen er så svær for netop mig.


”Jamen hvordan er du så langsom, Trine!”

Kort og godt, så har jeg taget farten ud af hverdagen, ved at fjerne alt det i mit liv, som jeg kunne undvære, og som ikke gav mig noget godt.

Det betyder at alt det, jeg tidligere brugte tid på i hverdagen, som jeg egentlig godt kan undvære og som ikke giver mig noget godt, har frigivet en masse plads.

Plads, som giver mig mulighed for at sætte tempoet ned. Som i HELT ned. (Det føles som om det er stadiet før jeg går baglæns).


Så, jeg har virkelig undersøgt hver en (Lego)klods i mit liv, og objektivt vurderet om jeg havde brug for den eller ej.

Noget af det jeg har skåret fra, er

• stress-fyldte morgener, hvor jeg vælter ud af sengen og kun lige når at hælde lidt morgenmad ned, inden dagens arbejde starter
  
  
• pakkede kalendre, som gør at jeg nærmest har møder i kalenderen fra kl 8 morgen til kl 16 eftermiddag.
  
  
• ideen om at jeg kun kan tjene ”rigtige penge”, hvis jeg er fastansat i et fuldtidsjob – 37+ timers arbejdsuge duer jeg ikke til. Det dræner mig, og jeg er til rotterne inden kl er 16.
  
  
• nydhedsstrømme fra mainstream nyhedsmedier – jeg har fundet ud af, at jeg selv skal vælge, når det er tid for mig at høre lidt nyheder. Og jeg skal også vælge hvem der skal give dem til mig.
  
  
• meget andet...
  
  

Så hvorfor er det så vigtigt at tale om langsomhed?

Kort og godt: Vi har brug for det!

Vi lever i en verden, hvor alting går så stærkt.
Med den digitaliserede verden, hvor vi har adgang til nyheder, input, meninger, holdninger, krig, klimakrise og en hel masse mere 24/7 365, så er det meget let at tro, at vi er nødt til at følge med i det hele for at være en del af fællesskabet.

Som særligt sensitive tager vi som bekendt meget mere ind af det vi ser, hører, mærker og oplever.
Og giver vi ikke vores nervesystem plads og ro til at bearbejde indtryk, så brænder vi sammen.

Netop for os sensitive, kan langsomhed være et virkelig nyttigt og stærkt værktøj i vores værktøjskasse.

Vil du være med til at udbrede langsomhed?
Det håber jeg du vil.