Energien ved en god metal koncert!

Uhhh.. Hvor jeg savner det!!
I februar var jeg til koncert med Five Finger Death Punch (FFDP). Jeps, jeg ved det godt. Det lyder lidt voldsomt, det navn. Og hvis du tænker at det da bestemt må være forbundet med dødsmetal og en gut der står og skriger noget uforståeligt ind i en mikrofon... Så tager du HELT fejl!
Ja, det er i genren metal-musik, men det er langt fra det billede, som mange tegner af et band, der spiller larm og skriger uforståeligt.
Det er et fantastisk band, som har rigtig mange sange, der er til at synge med på. Rytmen er fængende og medrivende. Og så leverer de et vildt sceneshow. Man kan mærke hvor meget de elsker at stå på den scene! Og den energi de leverer forplanter sig helt ud til os der står i menneskehavet og headbanger til deres musik.

Til den koncert kunne jeg mærke mig selv!! Det er jeg normalt ret god til, men lige til den koncert, der forsvandt jeg ind i en fantastisk verden! En verden, hvor jeg kunne give los. Sammen med alle de andre der havde det på samme måde. Vi kunne "skabe os", kaste os rundt og få afløb for en masse energi - samtidig med at vi passede på hinanden.

Glæden over at stå sammen med ligesindede, som elsker den samme musik, som er lige så bevidste om hvad energiudladningen, der strømmer ud fra scenen, gør ved os alle og som kan mærke sig selv. Den er ubeskrivelig. Efter den koncert følte jeg en enorm befrielse! Jeg var ladt op! Tømt for negative følelser i kroppen.

Det at kunne sætte sig selv fri til at gøre det, der føles rigtigt for en selv, det er en vigtig ting. Det betyder blandt andet, at du er i stand til at lytte til dig selv. Du ved hvad det er dit hjerte synger. Hvad dit indre barn har lyst til, og hvad det er der giver dig energi og hvad der dræner dig.


Det er først i mine voksne år at jeg er blevet klar over hvor meget jeg elsker den lidt hårde rock og metal-musik. Havde du spurgt mig for 10 år siden, så havde jeg nok svaret dig at det kun var for typer, der tog stoffer og havde tatoveringer over hele kroppen (læs mennesker som jeg på det tidspunkt var bange for ville overfalde mig) - og jep, det er meget fordomsfuldt sagt, jeg ved det godt. Men det var nu engang det billede jeg havde i mit hoved. Et billede, jeg slet ikke kunne identificere mig med, og derfor skabte jeg en afstand til det.

Men jeg er i dag så meget klogere på mig selv, hvad det er jeg har lyst til, og hvad den slags musik gør ved mig. Og de mennesker, som hører den samme musik, som jeg gør - tja, de er jo slet ikke så farlige, som jeg bildte mig selv ind dengang. Langt de fleste af dem er utroligt kærlige og åbenhjertede mennesker, som (lige som jeg) bare nyder musikken og den energi de får ud af det.

Nogle udtaler oven i købet at det er en måde for dem at afreagere på en positiv måde. De får givet slip på spændinger og hverdagen. De forsvinder ind i en verden, hvor hverdagen ikke eksisterer, men hvor fællesskab, spændende mennesker og fantastisk musik sætter dagsordnen. Underbevistheden får fred til at bearbejde alt det, som de ellers går og tumler med til hverdag. De føler sig født på ny.

Jeg kan ikke være mere enig. Jeg ER født på ny efter sådan en koncert. Koncerten i februar har sat sig i mig.
Måske mest af alt fordi vi lige nu er begrænset af den vanvittige virus, som tvinger os til at holde afstand, men også fordi der er noget over det at kunne stå tæt sammen med andre og nyde det samme.
Og hvem ved om vi nogensinde kommer til at opleve det igen? Måske er der også her en ny virkelighed på vej inden for det at gå til koncerter? Jeg bliver en smule nosdalgisk ved tanken om, at det at gå til koncert måske kan have ændret sig.

Måske kan Mrs. Corona slet ikke lide at gå til koncert!?