Igennem det meste af mit liv, har jeg funderet meget over, hvorfor jeg (tilsyneladende som den eneste) reagerede så kraftigt på forandringer eller ændringer i mit liv. Jeg mærkede det meget tydeligt. Især fysisk (trykken for brystet, susen for ørerne og kløen i håndleddene), men når jeg delte mine oplevelser med mine venner, så de ofte undrende på mig.

Da jeg nåede midt 30'erne havde jeg på en eller anden måde vænnet mig til at jeg var "anderledes" en de andre. Jeg havde dog mødt nogle få, som forstod hvad det var jeg mente, når jeg fortalte om mine fysiske reaktioner for forandringer. Men det var ikke før en god veninde en dag spurgte mig om jeg havde hørt om det at være særligt sensitiv, at der var en del brikker der begyndte at falde på plads for mig.

At være særligt sensitiv betyder bl.a, at man er mere følsom overfor stimuli (både fra den ydre verden og den indre) end andre mennesker er. Fx. kan et løftet øjenbryn, for en sensitiv trigge en hel kaskade af følelser og tanker, hvor andre måske ikke engang vil lægge mærke til, at det øjenbryn blev løftet.

For mig betød det altså at jeg (udover de fysiske reaktioner) blev overvældet af en masse følelser og tanker. Og fordi jeg som barn desværre også var mobbeoffer, ja så er mange af følelserne og tankerne ofte centreret om hvorvidt jeg er god eller dygtig nok, eller om jeg er noget værd.


Som jeg nævnte i sidste indlæg, så har jeg også altid haft en vis form for trodsighed i mig. Når nogen påstod at noget ikke kunne lade sig gøre, så var jeg meget ofte fristet til at udfordre det statement. Også selvom det betød at jeg igen ville opleve de fysiske tegn, når noget ændrede sig.

Men som særligt sensitiv kræver det noget mere at turde gå en anden vej end flertallet. Hvor de fleste følger motorvejen i livet, så er jeg en af dem, der (trods det jeg lige har beskrevet) altid har været nysgerrig på frakørslerne, omvejene og skovstierne i livet.
Fx har jeg aktivt fravalgt at få børn, jeg er uddannet paraglider pilot og jeg har efter knap 20 år i IT branchen forladt den sikre havn og kastet mig ud i at blive selvstændig.
Bare for at nævne nogle af de veje, jeg har taget.

Jeg har mange gange (især i min teenage tid og i 20'erne) prøvet at overbevise mig selv om, at jeg da skulle have børn lige som alle de andre i min omgangskreds.
Men det var først i slut 30'erne (jeg er i dag 43 år), da jeg møder min nuværende kæreste, at jeg turde se mig selv i øjnene og åbent stille mig selv spørgsmålet: "Vil du have børn, Trine?"
Lige dér hørte jeg min indre stemme så tydeligt som jeg aldrig havde hørt hende før. Som om hun havde ventet mange år på at få lov til at svare på det spørgsmål. Og svaret var "NEJ!!!".

Det har været forbandet hårdt og jeg har mange gange i løbet af processen fortrudt eller i hvert fald overvejet om jeg var skør. Det at fravælge børn i livet er en stor beslutning, og bestemt ikke et let valg at træffe. Og krydret med det at være særligt sensitiv, så har oplevelsen været endnu mere intens og grænseoverskridende.


Men på trods af nævnte hindringer og indre kampe, så ville jeg ikke have været det foruden!!!
At være særligt sensitiv er ikke det samme som at være svag (selvom jeg i mange år har sat det stempel på mig selv). Faktisk tværtimod. Det at jeg er i stand til at mærke mine omgivelser og det der sker rundt omkring mig på den måde, gør faktisk at jeg er meget bevidst om, hvad det er der sker med mig i forskellige situationer. Jeg mærker mig selv og mine egne behov meget tydeligt.
Og med de værktøjer, som jeg i dag underviser mine klienter i, ved hånden så kan jeg navigere i det, så jeg ikke "slår mig" alt for hårdt.

Det har betydet en gigantisk personlig udvikling for mig igennem årene, og fordi jeg har været så nysgerrig (måske også lidt naiv, som jeg var inde på i mit sidste indlæg), ja, så har jeg lært mig selv virkelig godt at kende. For mig er personlig udvikling en meget vigtig brik i livet. Det er det, der er med til at gøre os mennesker klogere på os selv, og den måde vi fungerer på. Når vi kender os selv og bliver ved med at lære om os selv, så har vi i min bog alle muligheder for at komme styrket igennem selv de sværeste og hårdslående udfordringer, som livet byder os.

For hvad nu hvis det faktisk viser sig, at den udfordring eller forandring jeg står overfor, bliver meget federe og sjovere end jeg først havde antaget!?
Hvad nu hvis jeg opdager sider af mig selv, jeg aldrig havde troet jeg gemte på, og som jeg nu kun ser, fordi jeg har turde tage afkørslen fra motorvejen og begivet mig ind på skovstien!?

Svarene på de spørgsmål finder vi kun, hvis vi rent faktisk svinger ind på den næste afkørsel og møder de nye oplevelser med nysgerrighed og et åbent sind.

Vi kan meget mere end vi går og tror!