Jeg ventede på, at kunne gå på pension...

Første indlæg i serien om det personlige lederskab.

” Puha.... med den udvikling af pensionsalderen, så er der mindst 30 år til jeg kan gå på pension! Hvis jeg bare kunne vinde den der milliongevinst, så jeg kunne pensionere mig selv nu.... det må da også snart være min tur til at vinde den, synes du ikke?” Dialogen havde jeg med en god kollega, efter at vi, for gud ved hvilken gang, over en kop kaffe frustrerede og irriterede over vores hverdags-vilkår, havde talt ørerne af hinanden.

Drømmen om et liv udenfor den hverdag jeg havde, var meget lysegrøn og jeg misundte faktisk pensionister deres frihed. Jeg drømte om et liv, hvor jeg havde tid til at læse bøger, strikke, sy, hækle, tage ud og paraglide (når vinden var rigtig), beskæftige mig med noget der interesserede mig, bestemme hvornår jeg stod op, og hvordan min dag skulle se ud.....
Der var mange idéer og drømme.

Men ubevidst havde jeg lagt ansvaret fra mig. Jeg havde låst mig selv fast i et liv, hvor jeg bare gik og ventede på, at ”nogen” eller ”noget” skulle komme og redde mig, så jeg kunne komme i gang med at leve det liv, som jeg drømte om. Jeg ventede på, at andre skulle hjælpe mig ud af det hul, jeg befandt mig i.

Hver gang nogen ”kastede en redningskrans”, så greb jeg den ikke, men fandt derimod en ny undskyldning for, at blive hvor jeg var.

”Hvad med at finde et andet job? ” Puha... så ville jeg jo stå overfor en lang periode, hvor jeg skulle lære nye mennesker at kende, lære nye systemer og arbejdsgange, og hvor jeg (som følge af det), ville være umådelig træt, når jeg kom hjem. Det orkede jeg ikke, for jeg var træt i forvejen!

”Hvad med bare at sige op? Du er jo ikke glad! ” Hvis jeg sagde op, så ville jeg jo ende på gaden, når jeg ikke havde nogen indkomst, for hvilket andet arbejde kunne jeg dog bestride, når jeg i næsten 20 år havde arbejdet med IT?

Jeg blev ved med, at påstå overfor mig selv, at jeg ikke havde nogen anden mulighed. Så jeg overbeviste mig selv om, at det ikke kunne blive bedre andre steder. Det ville være det samme. Og hvad skulle det så nytte? Så kunne jeg lige så godt blive hvor jeg var, og så håbe på, at jeg kunne overleve til pensionen.

Fordi jeg hele tiden – sammen med mine søde kolleger – overbeviste mig selv om, at den virkelighed jeg befandt mig i var den eneste mulighed, så så jeg ikke udfordringerne og mine følelser i øjnene. Jeg lukkede øjnene og tog en dag mere, en uge mere, en måned mere....

---

MEN inderst inde, så spirede et lille frø. Et frø, der repræsenterede en følelse af, at der måtte være en løsning. Det lille frø havde i mange år haft det svært. Det var blevet holdt nede, havde ikke fået nok vand og ej heller nok lys.

Mine konstante overbevisninger om, at:

• det her var vilkår
• det her var sådan livet var
• nu skal jeg heller ikke være for sart og nu skal jeg tage mig sammen

havde givet frøet meget trange kår at leve under.

Men på trods af de hårde odds, så havde frøet alligevel slået rødder. Og jeg mærkede langsomt, at den tilstand jeg befandt mig i, den ikke kunne holde i længden. Og slet ikke i 30 år!

---

Som mange andre, der på et tidspunkt i deres liv ”vågner” og ser livet fra en anden vinkel, gjorde jeg det også. Mit wake-up call var ikke forårsaget af stress eller af noget andet alvorligt i mit liv (heldigvis). Nej, der skete noget andet. Jeg begyndte at HØRE, hvad det var, jeg gik og sagde til mig selv.

Jeg begyndte at lægge mærke til, at når jeg brugte tid på, at nære mig selv. Gøre noget, som fik mig til at glemme tid og sted, og som fik mig til at slappe af. Ja, så begyndte følelsen af, at der måtte være en anden løsning, at blive tydelig. Jeg fandt ud af, at jo mere tid jeg brugte på, at finde roen og balancen i mig selv, des mere tydelig blev den følelse, som frøet repræsenterede.

Da jeg hørte mig selv sige den sætning (som indlægget her starter med) for gud ved hvilken gang, var det som om, jeg først dér rigtigt hørte efter. Frøet indeni havde vokset sig så stærkt, at det nu havde sin egen klare stemme. En stemme, der sagde til mig: ”Trine! Du kan ikke fortsætte sådan her, og det ved du godt! Det er på tide, at du ser det i øjnene, tager det alvorligt og finder en løsning! Ellers bliver du syg! Husk Jørgen...”


Og hvem er så Jørgen, spørger du nok?

Jo, Jørgen var en fantastisk god teamleder, jeg havde engang. Jeg så virkelig op til ham. Han havde en evne til at ”se” hver enkelt medarbejder for det de var, og det de kunne bidrage med hver især. Han så, hvordan vi, i vores team, kunne arbejde bedst muligt sammen, og så havde han et lune og en humor, som var varm og imødekommende.

Jørgen var glad for sit arbejde, men jeg hørte ham ofte gå og sige, at han glædede sig til pensionen. For når han gik på pension, så var der ikke grænser for, hvad det var, han ville foretage sig sammen med sin familie. Rejser, oplevelser, aktiviteter, kunne stå senere op om morgenen, have tid til at læse avisen og være mere sammen med børnene og hans kone.... Uhhh han glædede sig. Der var ikke mere en ca. 10 år til han kunne gå....

Jørgen nåede aldrig så langt. Han fik kræft og døde ikke længe efter hans diagnose var stillet...

---

Jeg tænker ofte på Jørgen, og de drømme han havde. Han drømte om det ”rigtige” liv, der skulle starte, når han gik på pension. Men det ”rigtige” liv indfandt sig aldrig.

Mit wake-up call fik mig altså til at tænke på ham igen. For hvad nu hvis jeg aldrig nåede pensionen!? Jørgen havde ca. 10 år til det var muligt for ham, og han nåede det ikke. Jeg havde over 30 år....!

Mit wake-up call gav mit frø bedre vækstbetingelser, og jeg begyndte at se flere muligheder for at skabe det liv, jeg drømte om. Og i 2019 havde frøet indeni fået et stærkt nok rodnet til, at jeg sagde mit job op, og sprang ud i udfordringen at blive selvstændig.

Siden er frøet også begyndt at spire, og der er sågar kommet knopper og blomster på.
Jeg er ikke længere låst fast, men har derimod en hverdag, hvor jeg faktisk glæder mig til at komme i gang med dagen. Ja, det er udfordrende og ja, det føles skræmmende og uoverskueligt indimellem, men jeg drømmer ikke længere om at nå pensionen i morgen.

Jeg har taget ansvar, sat mig mål og ambitioner for hvad jeg gerne vil, og jeg er allerede godt på vej til at opfylde de mål. Drømme og ønsker for min fremtid er der stadig masser af. Det vigtigste for mig nu er, at jeg sørger for at pleje frøet indeni hele tiden. Når jeg gør det, så er livet ikke noget der først starter når jeg går på pension. Det er allerede startet!

Og pensionen... tja, når den kommer, så bliver det bare et nyt kapitel i mit liv.

Hvad med dig? Venter du også på at livet ”rigtigt” starter, når du går på pension?