"Pyt med det..."

Andet indlæg i serien om det personlige lederskab.

”Pyt med det! ”

”Træk vejret”

Kender du pyt-knappen? Både den mentale version og den, der findes i virkeligheden?

Sidstnævnte er lavet som en gimmick, tænker jeg. Den fås i mange former og farver. Den jeg kender mest til, er blå og har en hvid tekst, hvor der står ”Pyt”, og når man trykker på den, så citerer den bl.a. en af ovennævnte sætninger.

Men med tiden oplevede jeg, at vi begyndte at bruge den i andre sammenhænge også. Når vi fx oplevede frustrationer over situationer eller tilstande, vi ikke kunne ændre på.

På en eller anden måde, så blev det en vane at afslutte en debat om en situation eller en tilstand, der var frustrerende med enten et tryk på knappen (hvis den var i nærheden), eller med en sætning som ”Det er nok her vi skal sige pyt! Hehe... ” eller ”Pyt med det! Det kan vi alligevel ikke ændre på, det er jo sådan de vil have det!

True! Vi let kan komme til at bruge energi på at irriteres eller være frustreret. Nogle gange er det bare ikke det værd. Og i de tilfælde er jeg faktisk fan af, at blive mindet om, at energien kan bruges anderledes.

Der er dog et MEN!

Hvis det bliver en vane, at vi bruger den (enten den fysiske knap eller sætninger), så er det ikke sundt. Hvis vi kommer ind i en vane med at sige pyt til alt det, der fylder for meget, så er det ikke sundt. Så bruger vi den ukritisk og dermed for meget.

Nogle gange HAR vi altså behov for at tage frustrerende emner eller situationer, der føles meningsløse, op og diskutere dem. Vi HAR brug for at komme ud med det vi føler og mener, tage den svære samtale, tage diskussionen (flere gange), og på baggrund af det, beslutte os for en justering af det eksisterende eller simpelthen beslutte os for at gøre noget andet.

Hvis vi negligerer de virkelige udfordringer (måske fordi vi føler, vi står alene med vores synspunkt, fordi vi føler vi ikke bliver mødt i det vi mærker, eller fordi vi føler os ”forkerte” eller ”anderledes” ved at sige vores mening), så skaber vi en kultur, hvor vi langsomt kvæler vores intuition, vores nysgerrighed, vores lyst til at undre os og dele vores undren, vores lyst til at udfordre og (ikke mindst) arbejde på, at blive klogere på os selv og hinanden, samt på at forbedre vores vilkår.

Vi skaber en kultur, hvor dem som virkelig mærker, at den situation eller tilstand vi befinder os i ikke er sund, føler at de skal holde mund, trykke på knappen og grine, frem for at sige højt hvad de mener og udfordre konstruktivt.

Hvor de føler, at de er nødt til at skjule deres frustrationer og irritationer, og prøve at vænne sig til at leve med det, de godt kan mærke ikke føles rigtigt. Sætningen ”Det er nok også bare mig, der er lidt sart! ” bliver hverdag og en undskyldning for følelser, der koger over.

---

Jeg får lyst til i denne sammenhæng at genfortælle historien om frøen og det varme vand, for jeg synes det giver et billede af, hvad konsekvensen af ”overforbrug” af pyt-knappen kan være.

Historien er som følger:

Hvis en frø hoppede ned i kogende vand, så ville den automatisk registrere, at der er for varmt, og så ville den hoppe ud igen. Men hvis den selv samme frø hoppede ned i koldt vand, så ville den blive siddende. Og hvis det kolde vand langsomt blev varmet op, mens frøen sad dernede, så ville den blive siddende. Dens krop ville vænne sig til den nye virkelighed. Og det øjeblik at vandet blev for varmt (og begyndte at koge), så ville dens muskler ikke være i stand til at få den til at hoppe ud. For de (musklerne) ville være blevet påvirket negativt af det varme vand i så lang tid.

Frøens krop ville have vænnet sig til den langsomt stigende varme, og ville være blevet sløv af det. Så sløv, at den ikke ville opdage, hvor farligt det er for den at blive siddende, førend det er for sent.

---

Min pointe med historien her er ikke, at jeg ser pyt-knappen som decideret farlig. Det er ingen der dør af at bruge den.

Det jeg mener er, at hvis vi ukritisk bruger pyt-knappen – og gør det ofte – så har vi til sidst skabt en kultur, hvor vi har svært ved at skelne mellem de situationer eller tilstande, hvor det giver mening at sige pyt, og de situationer, hvor det ikke gør! En kultur, hvor det at føle, at en situation eller tilstand ikke giver mening eller ikke er rigtig, kan blive fortiet frem for at komme frem i lyset.

Selvfølgelig skal vi have lov til at kunne sige pyt. Som sagt, så er jeg fan af at blive mindet om, at energien er brugt bedre et andet sted. Men kun HVIS jeg ellers har det godt, der hvor jeg er. HVIS de vilkår, jeg arbejder under ikke klasher med mine værdier.

Det øjeblik det ikke er tilfældet, så mener jeg at pyt-knappen skal pakkes langt væk, og erstattes af lytten, forståelse, nysgerrighed og sund konstruktiv dialog.

For at vi kan være så ærlige og føle os trygge ved at sige vores meninger højt, kræver det, først og fremmest at vi tør stå ved det, vi mærker, uden at føle os forkerte ved det. Det kræver åbenhed, nysgerrighed og accept af forskelligheder. At vi giver plads til hinanden, og tror på, at vi alle har noget konstruktivt at bidrage med i kraft af, at vi er dem vi er.

Vi har hver især et ansvar for at mærke efter, hvornår det er ok for os at trykke på knappen. Hvis vi mærker noget, som kræver opmærksomhed – noget som støjer og larmer inden i - så nytter det ikke noget at trykke på knappen og sige pyt. Så nytter det ikke noget at vi kvæler os selv ved at sige ”Det er nok også bare mig, der er lidt sart!” eller ”kvæler” andre ved at sige: ”Pyt med det!” eller ”Du skal lære at sig pyt! ”

---

Hvor ofte bruger du ordet ”pyt”?