At gemme sig af frygt for, at stå alene.

Femte indlæg i serien om det personlige lederskab.

Jeg har meget ofte følt mig ”forkert” eller ”anderledes”!

Jeg har ofte prøvet at have følelsen af, at stå alene med en holdning eller en mening til et møde. Have fornemmelsen af, at det måtte være mig, den var gal med. At det måtte være mig, der var for sart, for følsom, for tænkende, og at jeg burde have holdt min mund...

... kun for at finde ud af senere, at der faktisk var andre til stede i rummet, som mente det samme som jeg. De sagde bare ikke noget til selve mødet...

Sådan en oplevelse fik mig ofte til at ”gemme mig” i et stykke tid. Det fik mig til at love mig selv at ”næste gang, så holder du også bare mund! ” (Det holdt så aldrig særligt længe, for jeg kunne ofte ikke holde min mund alligevel).

Når frygten for at være ”hende den underlige med de kontroversielle meninger” overskyggede min trang til at kæfte op, så ”spillede jeg med”. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det jeg oplevede, det skulle jeg ikke reagere på. Det var noget som foregik indeni mig, og det skulle jeg bare acceptere. Noget jeg ikke kunne ændre på, og derfor måtte jeg sluge kamelen i én mundfuld. Jeg prøvede at tysse på mig selv – selvom jeg godt kunne mærke at der var noget indeni mig, der vred sig og skreg.

Men selvom jeg ikke kunne holde mund i sidste ende, så ændrede det ikke på min frygt for at stå alene. Min frygt for at blive ”udstødt af flokken” – var meget fremtrædende i min bevidsthed hele tiden.

Det her var min virkelighed i mange år.


Men hvorfor er vi så bange for at stå alene? Hvorfor er den letteste løsning for os, at ”gemme os” i flokken og undertrykke det vi kan mærke?

Min erfaring er, at vi er bange for, hvad der vil ske, hvis vi tager skridtet fuldt ud. Hvis vi rent faktisk holder fast i det vi mærker. For hvad nu hvis vi er de eneste, der har det sådan? Hvad sker der så? Vil vi være nødt til at finde os et andet sted at være? Og hvad med vennerne og kollegerne? Er vi virkelig klar til at tage det skridt ind i den virkelighed?

Har vi aldrig taget sådant et skridt før eller har vi haft en dårlig erfaring med at gøre det tidligere, ja så lader vi helst være, hvis vi kan undgå det. Vores frygt for det ukendte (eller det som vi tidligere har dårlig erfaring med), holder os tit fra at gøre det, vi godt ved ville være den bedste løsning for os.

Og krydrer vi det med angsten for at blive ”set skævt til”, blive gjort ”forkert” eller grinet af, ja så har frygten endnu flere stærke redskaber i rygsækken til at sørge for, at vi bliver lige præcis hvor vi er.


Jeg ser meget af min indre verden i billeder.

Derfor – hvis jeg skal vise jer, hvordan frygten og angsten havde sit tag i mig – så er et billede (en illustration) den bedste måde for mig at forklare det på.

For mig så det i mange år sådan her ud:



En tretrins stige som ender i et brat fald. Og når vi har ramt gulvet, så kryber vi stille og roligt hen til først trin igen.

På først trin er vi helt rolige. Vi har nu (for gud ved hvilken gang) lovet os selv, at NU tier vi stille. Nu lader vi ikke følelserne løbe af med os. Sætninger som ”Det er jo nok heller ikke så slemt.” eller ”Det er nok også bare mig der overreagerer.” cirkulerer i vores hoved.

Efter noget tid, så tvinges vi op af stigen til næste trin. Vi mødes igen af irritationen eller måske følelsen af afmagt. Sætninger som ”Ej, det kan jeg da umuligt være den eneste der føler!?” eller ”Åh nej, nu starter de igen med den organisationsændring / den medarbejderrokade... Får jeg da aldrig fred!? ” begynder at cirkulere. En lille stemme bagerst i hovedet piber: ”Husk nu hvad du har lovet dig selv...!? ” men det er som om, at de andre sætninger lyder lidt højre. Dog – vi prøver at trække vejret og for en tid har vi kontrol, og lytter til den lille stemme.

Men til sidst bliver vi mast op på det sidste trin på stigen. Her har vi nu har nået kogepunktet. Sætninger som ”Det kan da ikke passe, at det er sådan vi skal arbejde!? ” eller ”Jeg har det bare ikke særlig godt med den måde vi gør tingene på! Det er simpelthen for meget for mig!” og ”Det kan ikke være rigtigt, at jeg er den eneste, der har det sådan her!?! ” buldrer rundt i hovedet, og den lille stemme bagerst i hovedet får besked på at ”holde k...! ”.

Følelserne af uretfærdighed, afmagt, frustration eller irritation (som er bygget op mens vi befandt os på de 2 første trin) får nu frit løb. Vi åbner munden og siger vores mening!

Måske lidt for aggressivt.

Måske med en tåre i øjet (”Åh gud, nu gjorde jeg det igen!”).

Og endnu engang befinder vi os i den følelse af, at stå alene. At have fornemmelsen af, at være ”forkert” eller ”anderledes”. Igen at være den, som kæftede op mens alle andre tav.

Når vi har fået luft falder vi sammen og ender for foden af stigen igen. Sætninger som ”Hvorfor kan jeg ikke bare holde mund?” eller ”Jeg lovede jo mig selv at holde mund! ” cirkulerer i hovedet og slår som en hammer på vores samvittighed. Og langsomt kryber vi tilbage til starten af stigen, hvor det hele kan starte forfra.


I den her cirkel, har vores ego det ”bedst”. Den ELSKER vaner. Det er kendt land. Når egoet VED hvad der skal ske, så er den tryg. Og selvom det er skrækkeligt at befinde sig i den cirkel, så er egoet ikke indstillet på, at ændre på det billede. Derfor er forandringer er et absolut no-go! Den vil gøre ALT hvad den kan for, at aktivere din frygt, når du bare så meget som overvejer at lade være med at tage dine kendte skridt op af stigen.

Og det er også derfor at din lille indre stemme bagerst i hovedet får besked på at pakke sig, når du når step 3.


Det tog mig mange år at blive bevidst om, at jeg befandt mig i den her cirkel. Og da jeg første gang blev præsenteret for, hvordan egoet og frygten fungerede, der blev jeg faktisk lidt trodsig. ”Nej nej, sådan har jeg det ikke! Jeg har FULD kontrol over hvad det er jeg gør! Jeg kender jo mig selv. Det er jo fordi at vilkårene er så latterlige, at.... ”

Da jeg først accepterede det, så begyndte jeg at kunne se et mønster. Det var stadig svært for mig ikke at tage de 3 steps op ad stigen, men nu vidste jeg da, hvad der var på spil, og for hver gang jeg faldt ud over kanten, så var jeg en smule mere forberedt.


I dag falder jeg meget sjældent ud over kanten. Og det er heller ikke så tit, at jeg bliver tvunget op på step 3.

Og jeg har med tiden fået ændret min stige, så den nu ser helt anderledes ud:



Som sensitiv mærker vi et meget stærkt bånd imellem det vi føler og det vi oplever. Og det er en kæmpe styrke, hvis vi formår at bruge det konstruktivt. Når vi mærker så meget, så har vi først og fremmest brug for værktøjer, der kan sikre, at vi kan finde roen og balancen igen. Det handler om selvkærlighed og selvrespekt.

Jeg er særligt sensitiv, og derfor har jeg behov for en struktur og en daglig rutine for at kunne balancere mig selv og finde ro. Gør jeg ikke det, så risikerer jeg, at jeg hopper over på den førstnævnte stige. Her mister jeg balancen og lader mine følelser løbe af med mig.

Når vi kan finde balancen og tør tro på at det vi mærker er helt ok, så kan vi også bruge vores følelser og observationer konstruktivt og som en styrke. Med strukturer og rutiner sørger vi for at have os selv med, og vi mister ikke kontrollen.

Som sensitiv har vi en række talenter – og ligeså en række skygger. Formår vi at finde balancen, så vil det være talenterne, der kommer mere til udtryk, end det er skyggerne.

For mig er mine talenter fx Empati, Kreativitet, Dybt reflekterende og en evne til at have dybe forbindelser og følelser. Det gør mig fx i stand til at "se" andre for det de er, og der hvor de kommer fra. Jeg kan sætte mig ind i de følelser og frustrationer, som andre oplever, og sammenholde dem med det verdensbillede jeg selv har.

Er jeg i balance, så er min følsomhed, min dybe refleksioner over den situation jeg befinder mig i, og min "uskyldige" måde at se verden på, mine største styrker.

Hvis IKKE jeg træner min indre balance og ro, ja, så ender jeg i mine skygger. Jeg får svært ved at koncentrere mig, og ender med at udsætte alt det, jeg ikke kan overskue. Jeg føler mig overvældet, og bliver ENORMT selvkritisk, og (den skygge jeg har været mest i) jeg kan blive meget dømmende – både overfor mig selv og for min omverden.

(hvis du er nysgerrig på det at være særligt sensitiv, så kan jeg fx anbefale at stifte bekendtskab med Sofiia Bjerre (business coach og intuitiv rådgiver for særligt sensitive selvstændige) eller forfatter Elaine Aron, som har skrevet en hel del bøger om emnet).

Hvis vi lader følelserne styre, så vil vi med stor sandsynlighed føle os meget udsatte. Vi vil føle os ”forkerte” og ”anderledes”, og måske møde mistro eller undren, for det vi siger eller gør.

Vi behøver ikke at forsøge at gøre os selv ”følelsesløse” eller pakke os selv ned i kasser, vi alligevel ikke kan være i. Det vi har brug for er FORSTÅELSE for den vi er, og en viden om, hvordan vi kan finde den indre styrke til at VÆRE den vi er.


Der vil altid være nogen, der ikke er enige i det, vi gør. Men hvis vi følger vores egne værdier, og mærker, hvad der er rigtig at gøre for os, så opdager vi at det er ok, at ikke alle er enige med os.

Jeg handler ikke længere af frygt for at stå alene (gjorde jeg det, så ville jeg stadig befinde mig på et af trinnene på førstnævnte stige). Jeg gør de ting, jeg gør, fordi jeg mærker, at det er det rigtige for mig at gøre.

Jeg følger mine egne værdier og det føles rigtigt. Og min frygt – den har jeg faktisk med mig hele vejen, når jeg træffer en ny beslutning. I stedet for at flygte fra den, så tager jeg den med på råd.

Hvis jeg ser på frygten som en rådgiver frem for en fjende, så har jeg faktisk en virkelig powerfuld allieret i mit liv. På den måde sørger jeg for, at min frygt ikke overtager styringen i livet, men derimod er trygt placeret på bagsædet i bussen. Frygten har fået lov at fortælle hvad det er den er så bange for, og jeg har lyttet til den.

Som en voksen der lytter til et skræmt barn. Og jeg har fortalt frygten, at der ikke er så meget at være bange for, for vi klarer det sammen. Vi hjælper hinanden med at undgå de største farer, og vi kommer ud i den anden ende af den her skovsti – også selvom vi ikke kender vejen.

Hvilket forhold har du til din frygt?